Overgangsalderens historier

Jeg har gennem flere år arbejdet med en fokusgruppe af kvinder som er i eller har været igennem overgangsalderen.

Jeg har blandt andet spurgt dem om, hvad de gerne ville have vidst om overgangsalderen, FØR de havnede i den. Mange eksploderede med beretninger om de trængsler, de havde været igennem og hvad de havde gjort for at finde hjælp – og så var der dem, der ikke mente det var noget at tale om -sidstnævnte var oftest de kvinder, som var kommet meget tidligt i overgangsalderen og derfor havde fået hormoner. 

At coache kvinder omkring overgangsalderen er en bred palette. For udfordringerne er forskellige alt efter livssituation og gener.  Når overgangsalderen nærmer sig, er det helt naturligt at stille sig selv en masse spørgsmål om, hvor man er på vej hen nu.  Og alle dine spørgsmål kan danne grundlag for en coachingsession.

Hvad drømmer du om?

Det kan være en god chance for at planlægge at gøre det, du måske ikke har kunnet gøre længe på grund af mange forpligtelser. Så i stedet for at føle dig overflødig, fordi der måske kommer et frirum, når f.eks. børnene flytter, så find ud af, hvad du vil sætte i stedet. 

En krævende omverden

Andre er havnet i en situation, hvor de føler sig bombarderet med krav. Fra teenagebørnene, fra de voksne børn med børnebørn, fra de plejekrævende gamle forældre, fra søskende der ikke kan eller vil stille op til et fælles ansvar, fra manden som i bedste fald er tålmodig og udholdende – i værste fald er … gået.Ja, der kan være rigeligt at tage sig af – men hvor meget er strengt nødvendigt, at DU skal tage dig af? Hvordan kan du finde en fornuftig balance, selv om der bliver trukket i dig fra alle sider? Og hvordan kan du finde kærligheden og passionen igen, hvis ægteskabet længe har været på vågeblus – eller hvis du er alene og drømmer om en ny kæreste?

Arbejdslivet

Forholdet til ens arbejdsplads kan også være en udfordring, som man ikke nødvendigvis tager op i en bredere kreds. Mange er panisk angste, for at kolleger og arbejdsgiver mærker det mindste tegn på en kvinde i hedetur eller – gud forbyde det – i hormonernes vold og rasen. Unge medarbejdere kommer til, døre lukkes. Omvendt er der også flere kvinder i overgangsalderen, der begynder på nye uddannelser eller søger nye vinkler på deres fag. Hvordan findet du modet?

Psyched up

Nogle ville gerne have været bedre forberedt på, den påvirkning, som  hormonerne har på deres sindstilstand. Hormontilskud – skal/skal ikke? Hvad gør andre? Hvad tør jeg? Og hvilke muligheder er der ad naturens vej? Hvad betyder kost og motion? Bliver jeg nogensinde ’normal’ igen?

Den usynlige kvinde

Mange taler om sorgen ved at føle sig USYNLIG – ved ikke længere at blive set som den kvinde, man selv synes man stadig er. Hvor blev hun af? Og hvem er man så? 

De heldige

Og så er der dem, der føler, at de har fået en indre ro til at gøre lige det, de længe har haft på ønskesedlen. Kræfterne er der, og meget udenomssnak og hindringer er af vejen, så det er bare om at komme i gang. Hvad er din plan?

Vi har hver især vores historier med i bagagen, og vores egen måde at håndtere problemer på. En del af det, vi gør, virker – andet skal måske have et ærligt eftersyn. Måske skal der en ny form for handling til?

 

Skriv din egen overgangshistorie i stedet for at lade andre gøre det.

Tag VIA Styrketesten i dag.